Går alt op i en højere enhed, kan det danske damelandshold i floorball igen spille med om 5. pladsen ved A-VM.
Pressemeddelelse udsendt 4. december 2009
Lørdag d. 5. december starter det 7. VM for damer i svenske Västerås. Det danske damelandshold skal forsøge at forbedre/forsvare den flotte 6. plads, det lykkedes holdet at erobre på hjemmebane i Frederikshavn i 2007 under holdets første aktion ved et A-VM.
Det danske landshold skal prøve kræfter med nogle af verdens absolut bedste floorballspillere - og det allerede især i de første to kampe, hvor Finland (2) og Schweiz (3) står som modstandere. De to andre hold i Danmarks pulje er Rusland (7) og Polen (oprykker til A-rækken). (I parentes holdenes placering ved VM 2007).
Siden VM i 2007 har der været stor udskiftning både på spiller og trænersiden på det danske hold. Spillere er faldet fra og er blevet skiftet ud pga. bl.a. skader, arbejde og graviditeter, og nye, unge kræfter har fået chancen.
Gennemsnitsalderen på det danske landshold er 25 år. Ældste spiller er 32 år, de to yngste er bare 17 år.
To nøglekampe
Danmark er oversidder på VM’s første dag, så holdet skal først i aktion søndag - mod Schweiz, som Danmark trods underdog-rollen er velforberedt på.
- Holdets nøglekampe er mod Polen og Rusland, men vores første kamp mod Schweiz er faktisk også en kamp, hvor Glenn Wiman og jeg ser nogle muligheder for at kunne overraske, siger landstræner Jens Hagbarth, der har herrelandsholdets træner, svenske Glenn Wiman, med på sidelinjen som matchcoach.
Det bliver stort!
Også spillerne tror på dansk succes. Faktisk vurderer landsholdets anfører, Mette Faurholt Jensen, at de unge spillere kan blive en af Danmarks forcer.
- Det er første VM for mange spillere. De vil være ekstra ’sultne’ efter at gøre en god indsats. Derudover har vi et godt sammenhold, ung som gammel, når vi er på banen, og når det gælder, står vi sammen og kæmper som et hold, siger Mette Faurholt Jensen, der ser frem til at spille floorball i netop Sverige, hvor floorball er størst i verden.
Således er der mere end 122.000 licenserede spillere i Sverige. Heraf er mere end 30.000 kvinder. Til sammenligning er der i alt godt 6000 floorballspillere i Danmark.
- Det bliver stort!, slutter landsholdsanføreren.
Nyttige links:
www.floorball.dk – Dansk Floorball Unions hjemmeside hvor landsholdet følges tæt
www.wfc2009.se – VM’s officielle hjemmeside
www.sverigewebben.se – livestreaming af alle kampe ved A-VM
Danmarks program
Søndag d. 6.12 kl. 11.00 Danmark - Schweiz
Mandag d. 7.12 kl. 11.00 Finland - Danmark
Tirsdag d. 8.12 kl. 13.45 Danmark - Polen
Onsdag d. 9.12 kl.11.00 Rusland - Danmark
Derefter venter en eller flere placeringskampe.