Værdigrundlag B&U

DaFU’s værdigrundlag for børn og unge

Børn og unge skal spille og have det sjovt. Vi ønsker lige meget spilletid til alle. Vi vil have at alle får meget spilletid og hvor det handler om at spille og udvikle spillerne i stedet for et miljø hvor det kun handler om at vinde.

Forældre og trænere er for ofte fokuseret på at vinde, og lader kun de bedste spille, frem for at sikre sig at alle børn får nogen gode og sunde oplevelser gennem sporten.

Vi ønsker at skabe en ramme, som stemmer overens med de værdier børn og unge gerne vil opleve, frem for den resultatfiksering, der alt for ofte opleves fra forældre og trænere. Det skaber angstfyldte miljøer hvor det handler om at vinde, og det kun er med fokus på de bedste, og ikke alle.

3mandsfloorball er for børn og unge på deres præmisser.Hvad er målet med børn og unge arbejdet, at skabe kommende verdensmestre eller give alle børn og unge gode oplevelser, hvor alle tilgodeses?
Deltager 12 hold, kan de mødes i 2 puljer hvor de spiller alle mod alle, og ikke møder vinder fra den anden pulje.

3mandsfloorball er udvikling og er planteskolen hvor talenter udvikles. De fleste kan uden tvivl hurtig afgøre hvem der er de 2-3 bedste spillere på et ungdomshold, men de som er bedst nu, er meget sjældent bedst når de bliver 18-20 år. Derfor er der vigtigt at give alle mulighed for at udvikle sig. Dermed sikrer vi at alle udvikler sig og at vi dermed fastholder mange flere i sporten, frem for kun at have fokus på de bedste.
Børn skal spille på børns præmisser, ikke på de voksne. Floorball skal tilpasses dem, og vi skal ikke afvikle på samme måde som vi gør med seniorne. 

To børn der har samme alder, kan have op til fem års forskel i den ’biologiskealder’, dvs. at to som har samme alder, kan der være optil fem års forskel motorisk set. Det giver selvklart den ene en stor fordel her og nu, men når de bliver ældre, vil forskellen udlignes. Så den som motorisk er bedst nu, ikke nødvendigvis være den bedste senere.

Ved at lave resultatfloorball, så vil det være de største der primært vil få spilletid på bekostning af mindre spillere, som ikke er så gode (endnu).

De spillere der ikke får spilletid, de vil selvklart søge til andre idrætsgrene, da de her vil få spilletid. Børn og unge dyrker sport for at deltage, ikke for at kigge på og blive valgt fra.

Følgende tal er fra fodbold, og ganske tankevækkende:
75 % af alle ungdomsspillere er stoppet inden de er senior
75 % af alle ungdomsspillere på unionshold (U15, U16) er født de første 6 måneder

Hvorfor vælger så mange fodbolden fra? Hvorfor er 75 % af alle ungdomsspillere født i årets første 6 måneder?

Ved at have resultatfloorball, hører råb om pas nu på, ikke lave fejl, få bolden væk, spil sikkert, hjemme. Det er ikke et miljø hvor spillerne opfordres til at drible og udfordre og forbedre teknik. Det handler om ikke at begå fejl, frem for at have et miljø hvor det opmuntres at spille offensivt.

På sigt ønsker alle at have dygtige spillere på seniorniveau. Det er som børn og unge, at spillerne udvikler deres teknik, derfor er det ret afgørende, at have et miljø hvor spillerne kan udvikle deres teknik. Et enkelt spørgsmål er, hvor udvikler den enkelte bedst teknik?, der hvor det er resultatfloorball, eller der hvor det er frit at prøve at drible og udfordre? Og hvor den enkelte har bolden meget.

Det interessante er, at i fodbold, har de taget dette til sig i en lang række lande, i England er der ingen turnering for børn og unge før de er 16 år. Der spilles en lang række kampe, men der er ingen stillinger, og der er meget få spillere som bliver ’fisket’ / søger til store klubber. Spillerne bliver i deres nærmiljø og udvikler sig der, frem for at bruge megen tid på transport.

I dansk fodbold prøver de at indføre at spille med meget mindre hold, 4 mod 4, 6-6 eller 8-8, og først 11-11 når børn er blevet noget ældre. Det samtidigt med at banerne bliver gjort mindre.

Fodbold taber mange spillere, og teknikken blandt de bedste er ikke det de ønsker. Derfor ønsker de med dette breddetiltag, at få teknikken ind, spille på mindre baner med færre spillere, og hvor resultatfodbolden er taget væk. Dette skulle gerne udvikle bedre tekniske spillere, og dermed på sigt bedre spillere til superligaen og landsholdet.

Det interessante er, at det er fodboldlandsholdets assistenttræner, der ønsker dette. En elitetræner ønsker at fremme bredden! Ganske enkelt fordi at teknikken blandt de bedste danske spillere halter efter andre lande.
Vi i floorball har mulighederne for at tilpasse os, vi er stadig unge og der er ikke langt fra ide til handling. Hvorimod det er en supertanker der skal vendes i fodbold.

Vi har muligheden for at undgå at lave de fejl de andre forbund har gjort.

3mandsfloorball er vort redskab til at udvikle spillere og give børn og unge er godt møde med sporten. Derfor skal alle minifloorballstævner afvikles efter nedenstående regler.

Vi vil fastholde de børn og unge der har valgt vores sport, her er der et kæmpeansvar på de dygtige ledere der er ude klubberne. Vi skal turde være fremsynede, og vi skal vide at den vej vi har valgt, er den rigtige måde at skabe gode rammer for floorball for børn og unge på deres vilkår.

I 3mandsfloorball vil vi skabe mange vindere, ikke kun få.

Vover vi at udsætte vores børn for resultatfikserede forældre og ledere?

I marts 2002 blev en historisk beslutning taget, da Svensk Innebandyforbund besluttede at afskaffe samtlige stillinger for børn op til 11 år.

Stillingerne blev taget bort efter en afstemning, hvor forsamlingen skulle tage stilling til om de overhovedet ville indføre rækker uden stillinger. Denne afstemning viste at der var klart flertal for at indføre rækker uden stillinger for de yngste af spillerne.

Gennem resultatet blev Svensk innebandy det første forbund der afskaffede stillinger i børnefloorball. Flere forbund er siden fulgt efter. Svensk Innebandy har siden beslutningen modtaget mange positive tilkendegivelser fra forskellige repræsentanter både fra RF (Riksidrotts Forbundet) og SISU (Idrætsuddannelse).

Naturligvis har der været kritik imod beslutningen. Kritikerne hævder at mange unge spillere og deres ledere vil vælge andre idrætter end floorball, grunden er at konkurrencemomentet forsvinder når der ikke er stillinger.

Hvorfor vælger Svensk Innebandy så at gøre dette, hvad er målet med denne beslutning.
I de sidste år har der været en ret intens debat om konkurrence og hvordan børn udtages i idrætten. Der har været en del indslag i medierne om problemerne, og om elitesatsninger for børn.

Det vi med sikkerhed ved, er at børns fysiske og følelsesmæssige udvikling er meget individuel. Det fører til at det er næsten umuligt at afgøre hvilke børn der har forudsætningerne til at blive dygtige idrætsudøvere som seniorer. Mange af de bedste idrætsstjerner, var i mange tilfælde middelmådige som yngre. Samtidigt er det kendt at en del børn der er totalt overlegne i tidlig alder i deres idræt, aldrig når at blive til noget i senioridrætten.

Med rækker uden stillinger, er håbet at konkurrencedelen og presset på banen vil blive mindsket. Forslagets mål er ikke at tage konkurrencemomentet væk i de enkelte kampe. Derimod er formålet at der ikke skal være en stilling, hvor alle resultaterne regnes med over en hel sæson.

Med afskaffelse af stillinger er der intet incitament til at toppe holdene, men derimod at lade alle spille lige meget i kampene. Uden stillinger betyder det ikke så meget hvem der vinder og taber den enkelte kamp. For nye hold bliver det sjovere at spille, mange hold i denne kategori (under 11 år) er nye hold, som ofte taber deres første kampe, men da de spiller uden stillinger, vil glæden ved spillet øges for disse hold, som ellers vil være de dårligst placerede hold.

Hvis alle spillere i en ung alder får lov at være med og spille kampe, så øges chancen for at de fastholdes i sporten når de bliver ældre. På denne måde breder vi sporten ud og mindsker chancen for at de børn der ikke er så tidligt udviklede, bliver i sporten, og som senere viser sig at være talenter.

Personligt er jeg overbevist om at man i forhold til fodbold og andre af de etablerede idrætter taber mange spillere i en ung alder (i Danmark stopper 77 % af alle børn med at spille inden de er blevet 18 år), som kunne have haft potentialet til landsholdsniveau. Grunden er at forældre og ledere i ungdomsårene tænker kortsigtet og kun på at vinde kampe, præmier og turneringer som de stiller op i, og kun lader de bedste spille. Resultatet af dette er, at de der ikke får lov at spille, forlader sporten.

Problemet er at det ofte ikke er de spillere der er bedst i 10-12 års alderen, som bliver bedst som seniorer. Ved kun at satse på de spillere er tidligt udviklede og dygtige som børn, risikerer man at miste mange talenter inden de bliver ældre. Hvem kan se på en 10 årig om han bliver dygtig som senior?

En anden side af problemet er at de børn der er bedst i en tidlig alder, spiller alt for meget. Hvis man som 10 årig skal rejse rundt i hele landet for at spille, så ansporer det sikkert til en satsning på sport. Men hvad sker der siden hen, spillerne kommer på udvalgte hold som ung, og får flere fog flere tilbud om at spille på gode hold/landshold, og komme med på flere og flere træninger, og som 18 årig er man sikkert med i A-truppen til seniorholdet. Risikoen er at spillere der har oplevet alt inden de er 20 år, vælger at slutte med sporten. Dette er set i mange idrætter.
Vil vi have det sådan, vil vi ikke have spillere der stadig er sultne?

En interessant iagttagelse, hvis man ser på de bedste fodboldhold herhjemme, så er det vældigt få spillere der kommer fra deres ungdomsafdeling, til trods for at netop disse hold dominerer i stillingerne i ynglinge og junior.
I mange storklubber sker der tidligt en elitesatsning, dette fører ofte med sig at de børn der ikke kommer på holdet, de forlader klubben. På denne måde er der resultatmæssigt fremgang så længe spillerne er unge. Men i sidste ende vil langt de fleste talenter mislykkes, og klubberne fortsætter som hidtil. Er det ikke misforstået talentudvikling?

I MODO (svensk ishockeyklub) har man i dag opfostret 5 spillere som alle er på det svenske landshold, og som alle spiller NHL i dag, med Peter Forsberg som den mest kendte. MODO har ladet alle spillere spille lige meget, optil de er 16 år, de har spillet for at udvikle spillere, frem for at få resultater. Byen hvor MODO ligger i har med opland 30.000 indbyggere, hvilken dansk fodbold klub kan have 5 spillere løbende rundt om i de bedste europæiske ligaer?

Det vigtigste for os som ledere i idrætten i dag er at få glæden og legen frem for de aktive, dette gælder i princippet alle aldre, men er vigtigt for de yngste.

Jeg tror at forskellen mellem en del forældre og trænere, er at børn ikke interesser sig for hvordan stillingen er i deres række. Børn vil spille kampe, møde kammerater og have det sjovt. Alle vil naturligvis vinde den kamp man deltager i. Bagefter er resultatet glemt. Tankerne hos børnene er på næste kamp, mens de der læser stillingen, er de voksne.
I mange tilfælde er det de voksne der projicerer deres værdier over på børnene, fædre der ser top idræt på TV, ofte bliver disse værdier overført til børneidrætten.
Det er et af de største problemer og det som kan få størst konsekvens for børnene.

Prøv at lytte til forældre der henter deres børn efter kamp, hvilke spørgsmål er det de stiller, hvordan gik det, vandt i og lavede du nogle mål?

Burde vi ikke spørge børnene om de har haft en god dag?

At spille turnering uden stillinger er ikke en løsning, men det eneste hjælpemiddel for med tvang at eliminere den værste turneringshetz mod børn.
For at løse disse problemer, kræver det øget uddannelse af både foreninger, ledere og trænere.

Med øget uddannelse skabes bedre organiserede foreninger, det fører til at der skabes bedre forudsætninger for at arbejde frem imod at skabe en børne- og ungdomspolitik i de enkelte foreninger. Et sådant dokument gør at foreningen sort på hvidt kan fortælle forældre og ledere, så de ikke er i tvivl om hvilke retningslinier der gælder i foreningen.
I velorganiserede foreninger forstår man værdien af at uddanne og oplyse sine ledere og forældre, og dermed skabes der forudsætning for en kontinuerlig dialog i foreningen, således at der bliver større forståelse for hvorfor klubben udtager spillere som de gør.

I dagens samfund er idræt et centralt led i mange børns udvikling. Mange får gennem idrætten grundlæggende værdier og moralbegreber om hvordan man bærer sig ad, og dette følger dem gennem livet. Det stiller store krav til foreningerne og lederne, derfor er det vigtigt at man forstår betydningen af at udvikle foreningerne og uddanne lederne, som ressourcerne tillader.

Hvem ville i dag sende deres børn til en skole, hvor lærerne ingen uddannelse havde eller noget retningslinier om, hvordan der skal arbejdes i skolen, og om hvordan børn og unge udvikles?

De som vil se på konkurrenceidræt, er velkomne til at besøge vores haller, og se seniorholdene kæmpe mod hinanden.

Lad børn være børn og lad dem udvikle sig på deres niveau.

Jan Öhrskog, bestyrelsesmedlem Svensk Innebandy
Steen Houman, Breddekonsulent Dansk Floorball Union