VM-kval: Opsamling efter gruppespillet

Af Thomas Brodersen, tb@danskfloorball.dk
Danmark møder Ungarn i lørdagens kvalfinale. Skandale i det andet europæiske kvalspil...

Frankrig blev en overraskende vinder af gruppe B - den gruppe, Danmark parres med i kvalfinalerne. Franskmændene klarede uafgjort 6-6 mod Østrig fredag aften, og dermed røg Østrig ud i kulden.

Frankrig møder nu Polen i den ene kvalfinale, mens den anden står mellem Danmark og Ungarn. Danmark spiller lørdag kl. 11.00.

I den anden europæiske kvalgruppe er en mindre skandale indtruffet. Georgien stiller op med kun syv mand, og måtte trække sig fra kampen mod Slovakiet. Den kamp vinder Slovakiet kun 5-0 på skrivebordet, og det har med al sandsynlighed kostet Slovakiet 1. pladsen i gruppe 1. Italien vandt nemlig 20-0 over Georgien.

Hvorfor er det så vigtigt? Slovakiet møder nu stærke Estland i kvalfinalen fremfor Spanien. Dermed ryger Slovakiet formentlig ud, mens Italien besejrer Spanien og kvalificerer sig til VM.

Der er i øvrigt sket nogle udskiftninger i Danmarks trup før afrejsen til VM. Patrick Nielsen (Hvidovre) har afløst Marko Krogsgaard (Rødovre), og Anders Kristensen har afløst sin klubkammerat Rasmus Adamsen (Team Århus Floorball).

Og så kommer der desværre ingen billeder fra Danmarks 17-3-sejr over Belgien.

06-02-2010
 
 
Dansk Floorball Union - Idrættens Hus - Brøndby Stadion 20 - 2605 Brøndby - tlf. 43 26 23 71 - dafu@floorball.dk